![]() |
Kystområderne omkring Endelave er med uforstyrrede strandenge og lavvandede havområder rige på fugleliv. Ofte raster store flokke af ænder i havområderne nord og nordvest for øen, og ved Flasken kan ses vadefugle i tusindvis. Endelave med det omkringliggende hav er således også udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde. Det betyder, at der skal vises ekstra hensyn og specielt i ynglesæsonen:
- gå kun på stierne eller langs stranden
- gå uden om fuglekolonier
- tag ikke ophold i nærheden af reder eller unger
- løsgående hunde må ikke medbringes
Flere steder på de kreaturgræssede strandenge ses rækker af små græsklædte tuer - den gule engmyres karakteristiske myretuer. Strandengene og skov- og hedearealerne ved Lynger og Øvre har en rig planteflora, heriblandt flere sjældne og fredede orkidéer.
Af større pattedyr findes både rådyr og ræve på Endelave. Ræven har flere gange været udryddet på øen, men i isvintre kommer nye ræve over isen fra fastlandet. Flere forholdsvis almindelige dyr fra den danske fauna findes slet ikke på Endelave, som eksempelvis hugorme og muldvarpe.
![]() |
Endelaves natur er bemærkelsesværdig, og rummer en mangfoldighed af forskellige naturtyper. De centrale dele af øen er agerjord, mens henved en trediedel består af uopdyrket og forholdsvis uforstyrret natur. Foruden det 300 tdr. land store fredede naturområde ved Øvre, er der et andet stort sammenhængende naturområde ved Lynger Hage i syd med lyng og blandet bevoksning af fyr, eg, birk og rønnebær.
Det reneste vand i Vejle Amt
![]() |
Vandet omkring Endelave er det reneste i Vejle Amt. Det betyder, at vandet er meget klart og uden misfarvninger af opblomstrene alger. Der findes mange forskellige arter af bundplanter, og på grund af det klare vand vokser de på selv store dybder.
Dyrelivet på havbunden omkring øen tilhører også amtets rigeste. Man finder her en række arter, der kun lever i et rent havmiljø, og såvel antal som artsrigdom er stor