Endelaves lave bakker er skabt af gletschere under skiftende istider. I Klinten på øens sydvestlige ende kan man se de lag, der er afsat under de sidste isfremstød i området. De nederste lag er afsat for 140.000 år siden under næstsidste istid, derover følger lag fra sidste istid – fra 18.000 år før nu og øverst ligger lag fra 15.000 år før nu. Agerjorden på Endelave er skabt af disse isfremstød, som langstrakte bakker med retning sydøst-nordvest, svarende at isens kom fra sydøst gennem Østersøen og de danske bælter

Verdenshavet lå under sidste istid op til 120 m lavere end nu, da store vandmasser var bundet i enorme iskapper, og det varede længe, før denne indlandsis for alvor smeltede. Da den lokale gletscher var smeltet, lå Endelave derfor som en del af et stort sammenhængende landområde, der strakte sig fra Sverige over Danmark til England og Tyskland, kun afbrudt af store floder. Varmen kom stabilt til Danmark for 9.400 år f.Kr., og varmetidens plante- og dyreverden kunne frit vandre til Endelave, da havet endnu kun nåede ind i den nordlige del af Kattegat. Jægere fulgte med.

Den endelige opvarmning af de nordlige områder satte ind 7000 f.Kr., hvor iskappen i Skandinavien og især i Nordamerika forsvandt, og i de følgende 800 år steg verdenshavet 18 m d.v.s. 2,3 meter pr. 100 år. Denne katastrofe genspejles vel i historien om Syndfloden og Noas ark. Havet trængte ind i de danske farvande, og mellem Fyn, Samsø og Jylland forsvandt al land bortset fra nogle isolerede få bakketoppe, som nu udgør kernen af Endelave. Store skove ligger begravet i hele det sydlige Kattegat, og med dem også jægernes bopladser. 3 km vest for Øvre er ligger en boplads på 3-4 m vand fra kongemosekulturen (6800-5400 f.Kr.), dengang på en odde ved mundingen af en fjord, der strakte sig ind mod den nuværende landsby. Havet nåede sit højeste niveau 3500 f.Kr., mens der i Danmark var noget varmere end nu. Siden er verdenshavet sunket 1 m.

Under istiden lå indlandsisen tungt over Danmark, og trykkede landet langt ned. Da isen smeltede bort, steg landet igen men langsomt helt frem til vore dage – mest i nord. Endelave er således steget knap 2 m op af havet. Derfor er øens istidslandskaber omgivet af en bræmme af strandvolde og hævet havbund. Disse lave flade landskaber er i dag dækket af enge, sumpe, heder og skove, men ingen marker. Størst er Øvre, Flasken, Lynger og Kloben.

Vi kan i vore dag på Endelave finde køkkenmøddinger og flinteflækker fra ertebølletiden (5400-3900 f.Kr.) efter jægere og samlere langs flere af istidslandskabet gamle kyster. Befolkningen levede især af fisk og skaldyr bl.a. østers, suppleret med fangst af sæler. I yngre stenalder (3900-1700 f.Kr.) blev landbrug indført i Danmark og vel også på Endelave, med dyrkning af hvede og byg og husdyrhold af okser, får, geder og svin. Lige øst for landsbyen på Endelave stod en stendysse fra denne tid, men den er nu fjernet.

Bronzealderen har efterladt to minder på øen. En glat kobberhalsring fra yngre bronzealder (1100-500 år f.Kr.) blev fundet under græstørven på Lynger, og den kan nu ses på Horsens Museum. Nær krydset Strandvejen, Kongevejen og Øvrevejen ligger en stor kampesten med en skålgrube. Det er en helleristning fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.), der vel skulle sikre frugtbarhed.

Endelave var vel fortsat beboet i jernalderen, men først fra vikingetiden (800-1050 e.Kr.) møder vi igen fund, nemlig spor af en boplads længst mod øst nær gården Kongsager. Snekkebjerg betyder sandsynligvis bakken nær landingsstedet for snekker - vikingetidens langskibe. Landingsstedet kunne være i bunden af Albuen.

Kirkens kor og skib er opført efter midten af 1300-tallet af marksten på en syld af store kampesten. Ældst er formentlig skibet, og koret er drejet lidt i forhold til skibet. Den eneste bevarede oprindelige detalje er skibets fladbuede teglmurede døråbning. Dørfløjen er fra o. 1550 og den består af tre egeplanker, som er beslået på ydersiden med jernbånd. Den romanske døbefonden (1050-1250 e.Kr.) er af granit, men desværre ophugget i 1931. Det er de vigtigste spor på Endelave fra middelalderen (1050-1536 e.Kr.). Kirkens nuværende prædikestol er fra o. 1575, og i 1590 kom en altertavle, hvis ramme er bevaret, mens billederne er udskiftede. De gamle hænger på nordvæggen.

I Valdemar den Stores Jordebog fra 1231 opregnedes al kongelig ejendom. Her står der ”Øndælagdæ. hus. h. et da.” dvs. at kongen på Endelave havde hus, hjort/kronvildt og dåvildt. Dåvildt var udsat til kongelige jagter, da der her var en naturlig afgrænsning for vildtet. Øen var i middelalderen normalt i kongens eje, men i perioder var den pantsat til holstenske grever, danske adelsmænd og bispen i Århus, som sikkerhed for lån.

Ved reformationen i 1536 generhvervede kongen øen. 1661-1694 var øen stort set overgivet til skiftende adelsmænd, men i 1695 erhvervedes Endelave af baron Frederik Krag til Stensballegård gods ved Horsens, og øen forblev i slægtens eje til 1796. Kirken blev hovedrepareret og ombygget i 1707, og jorden fra to gårde blev samlet under gården Edelsholm, som baronen lod bygge i 1708 lidt sydvest for kirken, hvor den stadig står. Præstegården blev opført i 1741, og den rummer nu øens museum.

Eskadronchef Georg Ditlev Schildknecht fra Slesvig købte Endelave i 1796. Han sammenlagde to af øens gårde, og lod gården Louisenlund bygge langt øst for landsbyen, hvor den stadig ligger. Alle bygninger fra dengang er siden fornyet. Senere blev endnu en gård lagt ind under Louisenlund, mens de øvrige ca. 40 fæstegårde og en del husmandssteder blev solgt til selveje i de følgende årtier frem til 1880. Louisenlund forblev i slægtens eje til 1903, hvor den blev solgt på tvangsauktion.

Siden fulgte en række hastigt skiftende ejere af Louisenlund. I 1938-39 ejede Statens Jordlovsudvalg Louisenlund, og på en del af gårdens store arealer skabtes en række husmandsbrug. Børnenes Vel i Vejle købte gården i 1948 til feriekoloni for drenge fra svagt stillede hjem, og i 1969 overtog Vejle Kommune Louisenlund. I dag ejes Louisenlund af en gruppe ejere med udlejning for øje.

Fra middelalderens begyndelse til ca. 1795 drev øens bønder agerjorden som trevangsbrug, hvor hver vang på skift blev brugt til rug, byg og brak med græsning. Hver vang var opdelt i talrige åse, og hver ås var opdelt i mange lange og smalle højryggede agre. Hver gård havde stort set en ager i hver ås, og dyrkningen af jorden blev aftalt i fællesskab på landsbyens stævne. Der var hegn mellem de tre vange, og ud mod det store fælles overdrev Øvre holdt et højt dige husdyrene ude af markerne. Det kan stadig ses. Lynger, Flasken og Kloben var mindre overdrev, hvor okser, heste, får og geder græssede. Svin gik i Louisenlund-skoven og åd olden. Alle gårde og huse lå i landsbyen.

Endelaves jorde blev udskiftet i ca. 1795, således at hver gård fik samlet agerjorden i én lod, og desuden fik gården en strimmel af overdrevet på Øvre, Lynger eller Kloben. Snart efter begyndte bønderne at flytte gårdene ud på de nye marker, først hvor jorden lå længst fra landsbyen, men siden næsten alle gårde, hvor jorden ikke nåede den gamle gård. Overalt på øen blev der rejst diger til at markere de nye skel, og for at hindre husdyr i at græsse på den forkerte side af skellet. Diget blev oftest kronet med en række stynede popler, hvis lange smidige grene blev brugt til flethegn mellem poplerne. De stynede popler og især digerne er i vid udstrækning bevaret på Endelave, og de viser tydeligt skellene fra udskiftningen

Folketallet på Endelave voksede hastigt gennem 1800-tallet fra 410 i 1801 til 654 i 1901. Der blev skabt en række små husmandsbrug, og ringe jord blev forsøgt opdyrket, men alligevel var der ikke job til alle i landbruget på øen. 5 kolonialhandlere havde øen i 1907, men så mange var der ikke handel til. Mange af øens unge mænd tog sidst i 1800-tallet hyre på skibe fra Horsens, og de sejlede ofte på langfart i hele sommerhalvåret. Vinteren tilbragte de hjemme, og senere overtog de ofte en gård eller et husmandssted på øen, nogle blev fiskere. Sidst i 1800-tallet udvikledes et storstilet fiskeri fra øen, og i 1930 levede 30 familier af fiskeri fra øen, især efter ål i de enorme skove af ålegræs, der på de flade grunde strakte sig ubrudt til den jyske østkyst. Torskeyngel trivedes godt i ålegræsset, og småtorskene søgte senere ud på dybt vand. I 1933 blev ålegræsset ødelagt af sygdom, ål og torsk forsvandt og med dem fiskerne. De unge piger tog ofte plads på gårde eller i huset i andre landsdele.

I 1960 var der endnu 403 mennesker på øen, men derefter faldt indbyggertallet på øen hurtigt, og i 1996 var der kun 164. Landbruget kunne her ligesom i resten af landet beskæftige stadig færre folk på grund af mekaniseringen. I det meste af Danmark sløres dette af, at de forsvundne bønder og karle blev erstattet af folk i landsognene, der pendler til arbejde i den nærmeste større by. Det er svært fra Endelave pga. den lange transporttid. Derfor er øen til stadighed truet af affolkning, og dermed trues Endelave som et velfungerende helårssamfund

De fleste af livets funktioner kan dog stadig klares på øen. Flere initiativer er i de senere år taget for at stabilisere øens erhvervsgrundlag og folketal, og lægeurtehaven er et af de vellykkede eksempler. Der er også kommet flere andre tilbud om service og aktiviteter til fastboende og turister. Indbyggertallet er nu langsomt stigende, og i 2010 er der 184 fastboende på øen. Endelave vil også fremover have godt af en lille løbende tilflytning, bl.a. af unge med børn. Øen har mange kvaliteter at byde på – og en spændende historie.

Skrevet af Anders Grosen